Thailand adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at det aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma og den japanske besættelse under 2. verdenskrig har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet. Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle. Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom de første thaifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion.
Thailands net af jernbaner, kanaler og veje udgår fra Bangkok. Herfra går der fire jernbanelinier med nord, nordøst, øst og syd. De 10.000 km vandveje – hovedsageligt Chao Phraya og kanalerne på den centrale slette – spiller stadig en vis rolle for transporten, men vejene er de vigtigste. De forbinder efterhånden alle egne af landet og omfatter i alt 50.000 km.
Hovedvejsnettet er et af de bedste i Sydøstasien, men alligevel utilstrækkeligt. Særligt i og omkring Bangkok er behovet for bedre veje stort, fordi byen har bredt sig ukontrolleret. Trafiksituationen i hovedstaden er kaotisk.
Bangkoks havn blev for et par år siden udvidet med containerhavnen Laem Chabang, der ligger på østsiden af bugten, men kapaciteten er stadig ikke høj nok. Den største internationale lufthavn Don Muang ligger uden for Bangkok og er meget trafikeret, men der er også internationale lufthavne i Chiang Mai, Hat Yai og Phuket. Thai Airways flyver både på indenrigs- og udenrigsruter.
Siden starten af 1980′erne har turismen været Thailands vigtigste kilde til udenlandsk valuta. De vigtigste turistmål er storbyen Bangkok og øen Phuket, der årligt har to mio. besøgende. Phuket har mistet en del af sin oprindelige skønhed under udbygningen af turistindustrien, men kan stadig byde på tropiske naturoplevelser og rent havvand.
De thailandske myndigheder arbejder på at ændre landets ry som et smudsigt sexrejsemål, og der er bygget nye familiebadesteder, hvilket også vil hjælpe på trængslen og miljøproblemerne i de hårdtbelastede områder som Pattaya. Det er dog fortsat lavprisrejsende, der kommer flest af, en tendens, der er blevet forstærket af kursfaldet på landets valuta.
I 1996 kom i alt syv mio. turister til landet, halvdelen fra andre lande i Syd- og Østasien, men Thailand er også et populært turistmål for mange danskere.
I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya, og som blev kaldt Siam. Det lykkes Siam at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og Siams grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, saktina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter hvor meget jord, de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet.
[redigér] Europæisk indflydelseAyutthayas beliggenhed – tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe – var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere – og sådan er det stadig i Thailand.
Ruinerne af den gamle by, Ayutthaya.Siam blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Siams konger forsøgte at tilgodese europæernes krav i forsøget på at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Siam og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende de siamesiske buddhister til kristendommen, blev franskmændene smidt ud fra Ayutthaya og portene lukket mod Vesten i næsten 150 år. Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.